At flere generationer boede sammen under samme tag før i tiden var snarere reglen end undtagelsen. På Høedvej 9 i Jyderup Kirkeby, hvor der var smedje, valgte smed Johannes Rasmussen dog at opføre en separat aftægtsbolig til sine svigerforældre, Peder Nielsen og Ane Lisbeth Hansdatter, der tidligere havde haft smedjen. Det er huset til h., der i dag har adressen Høedvej 11.
På billedet ses de to gamle smedefolk samt den unge smedefamilie: Karoline Kristiane og Johannes Rasmussen med deres 3 børn (Karl Vilhelm, Hertha Marie og Erna Marie) ca. 1910.
Selve smedjen, hvorfra der blev drevet virksomhed indtil 1960, ses til v. for hovedhuset.